Pia Tafdrup: Snow Flowers

SNOW FLOWERS

The snow has settled on the branches, filled
the empty bird nests in trees and bushes along
roads that all lead to the church.
The March sun dazzles, the snow on the ground dazzles,
shadows fall where we walk,
flocks of crows circle high up above us.

The cold in the church, the cold round our feet, silence
swirls giddily in the vaulted space,
where no sounds from outside
penetrate.
Having to lose is what we can’t make ourselves ready for.

The dead woman
we have come to bury is not here. No tracks
lead anywhere.
An invisible frontier is crossed, a part
of our life is gone,
a chapter of Europe’s history over.

We must bury the body she left behind,
she herself carried on,
though we see her in the open coffin, give thanks for
what we received.

We see the dead woman,
see her dressed in travel clothes, see the dead woman
with  mouth closed and lips pressed together,
though in life she was always laughing and talking,
muscles robbed of movement, skin like stone.

There was a time when it was to us
she laughed and talked.
The loss we must all bear, it
does not make it any less hard.

We see and don’t understand. We are present here
and don’t understand.

We lay flowers, stand
in the smell of incense with lighted candles.
Except that her head is not tilted,
the dead woman resembles

the image of the Virgin Mary in the icon
that is placed in the open coffin.

The funeral is
for the living, the dead woman's soul
has already gone.
Several days ago it vanished for us.

Dear soul,
We bury your body, but you are free.

The language we speak is not the same as before,
the snow falls into me,
snow flowers drift cold in the blood.
We look and look at the dead woman.
The sight of her face is imprinted
forever, the wax candles are burning down.

Now it is us. Now loneliness shines.
Star-visited night,
many-multiplied arrival,
frost-lit fields, ice-bound soil,
loss burns itself into the mind,
a strange and unfamiliar freedom.

SNEBLOMSTER

Sneen har lagt sig på grenene, fyldt

de tomme fuglereder i træer og buske langs

veje, der alle fører til kirken.

Martssolen blænder, sneen på jorden blænder,

skygger falder, hvor vi går,

flokke af krager cirkler højt oppe over os.

Kulden i kirken, kulden om fødderne, stilhed

hvirvler svimmelt i det hvælvede rum,

hvor ingen lyde udefra

trænger ind.

At skulle miste kan vi ikke gøre os klar til.

Den døde,

vi er kommet for at begrave, er her ikke. Ingen spor

fører nogen steder hen.

En ikke synlig grænse er passeret, en del

af vores liv er væk,

et kapitel af Europas historie slut.

Vi skal begrave legemet, hun efterlod,

selv fortsatte hun,

skønt vi ser hende i den åbne kiste, takker for

hvad vi fik.

Vi ser den døde,

ser hende iført rejseklæder, ser den døde

med lukket mund og læberne presset sammen,

skønt hun i live altid lo og talte,

muskler berøvet bevægelse, hud som sten.

Der var en tid, hvor det var til os,

hun lo og talte.

Tabet skal vi alle bære, det

gør det ikke mindre svært.

Vi ser og fatter ikke. Vi er til stede her

og fatter ikke.

Vi lægger blomster, står

i duften af røgelse med tændte lys.

Bortset fra at hovedet ikke hælder,

ligner den døde

billedet af Jomfru Maria på ikonet,

der sættes i den åbne kiste.

Begravelsen er til

for de levende, den dødes sjæl

er allerede rejst.

For flere dage siden forsvandt den for os.

Kære sjæl,

Vi begraver din krop, men du er fri.

Sproget, vi taler, er ikke det samme som før,

sneen falder i mig,

sneblomster fyger koldt i blodet.

Vi ser og ser på den døde.

Synet af hendes ansigt prentes ind

for altid, vokskærterne brænder ned.

Nu er det os. Nu lyser ensomheden.

Stjernebesøgt nat,

mangedoblet ankomst,

frostbelyste marker, isbundet jord,

tab brænder sig ind i sindet,

en sær og fremmed frihed.

(from Smagen af stål [The Taste of Steel], Gyldendal 2014)

translated from Danish by David McDuff