Laus Strandby Nielsen: Two Poems

RECOGNITION

I’m the only person
in the whole world
who sees the world
with my eyes.
And now I see
myself see myself
almost as a kind of
central heating system
with pipes and thermostats,
calcifications
and insurance policies
where everything
is written in small print
in medical Latin.

I see myself
see myself
as a chemical factory
with a built-in power station
and without exaggeration
a lot of electronics.

I see myself
see myself
as a very
advanced computer
which is rather primitive
in certain respects.

I see myself
see myself as
an investment
and an investor,
sohelpmegod
as a market,
whimsically logical
swinging
from one form
of hysteria
to another
and back again,
forced against
an equilibrium
that is impossible.

I see myself
see myself
as a bank.
But how could it
go so wrong?
And can it happen
again? Here?

I see myself
see myself
as a small
and yet dizzying
swarm of small devils
that hide
behind one another
when they realise
they are being seen. Easy,
take it easy, say the
ones in front that are the
smallest, while they
swarm away, easy now.
There is no reason
to exaggerate.
Absolutely no reason.
A little smile is enough.

But I don’t recognise
the eyes that see me.

(It must be both
complete and incomplete,
says the spin
doctor, but
it’s all very well for him to say so
sitting there
in that rain-sodden tree
advertising
himself
with his yellow beak.)


GENKENDELSE

Jeg er den eneste
i hele verden
der ser verden
med mine øjne.
Og nu ser jeg
mig selv se mig selv 
nærmest som en slags
centralvarmesystem 
med rør og termostater,
forkalkninger
og forsikringer 
hvor det hele 
står med småt
på lægelatin. 

Jeg ser mig selv 
se mig selv 
som en kemisk fabrik
med indbygget elværk 
og uden at overdrive
en hel del elektronik.

Jeg ser mig selv
se mig selv
som en meget
avanceret computer
der er ret primitiv
på visse punkter.

Jeg ser mig selv
se mig selv som
en investering
og en investor,
gudhjælpemig
som et marked, 
lunefuldt logisk
svingende  
fra en form 
for hysteri
til en anden
og tilbage,
tvunget imod 
en ligevægt
som er umulig.

Jeg ser mig selv
se mig selv
som en bank.
Hvordan kunne det
dog gå så galt?
Og kan det ske
igen? Her?

Jeg ser mig selv
se mig selv
som et mindre 
og dog svimlende 
mylder af smådjævle
som gemmer sig
bag ved hinanden
når de mærker
de bliver set. Rolig,
bare rolig, siger de
forreste der er de
mindste, mens de
myldrer løs, rolig nu. 
Der er ingen grund
til at overdrive.
Absolut ingen grund.
Et lille smil er nok.

Men jeg genkender 
ikke de øjne der ser mig.

(Det skal være både
afsluttet og uafsluttet,
siger kommunikations-
rådgiveren, men det
kan han sagtens sige
som han sidder der
i det regnvåde træ
og reklamerer
for sig selv
med sit gule næb.)




PORTRAIT OF A FULL STOP

When it’s dark it gets light.
When it’s light it gets dark.
When it’s dark it does get light
at some point, but at some point

it gets dark again of course.
Then it gets light. Then it gets dark.
Light. Dark. Something is wrong. It’s
completely wrong. It’s going too fast.

In the dark-light I stumble into the light-dark
and hit something soft, the darkness falls,
I’m covered by a fur coat of light. Here

you can reflect that what you say
may end up in a poem, and if you can’t
recognise it at all, what then?


PORTRÆT AF ET PUNKTUM

Når det er mørkt, bliver det lyst.
Når det er lyst, bliver det mørkt. 
Når det så er mørkt, så bliver det lyst
på et tidspunkt, men på et tidspunkt

så bliver det selvfølgelig mørkt igen.
Så bliver det lyst. Så bliver det mørkt.
Lyst. Mørkt. Der er noget galt. Der
er noget helt galt: Det går for hurtigt.

I mørkelyset snubler jeg ind i lysmørket
og rammer noget blødt, mørket fælder, 
jeg er dækket af en pels af lys. Her

kan man tænke på at det man siger
måske havner i et digt, og når man så
slet ikke kan genkende det, hvad så?


© Laus Strandby Nielsen and David McDuff 2019

translated from Danish by David McDuff