Saturday 18 April 2020

The Bat Effect

by Pia Tafdrup

We have learned that a wing-beat
from a butterfly on one
side of the globe
can cause a storm
on the other,

we now also know that a virus
has transmitted itself
from a bat to a human
at a market in Wuhan,
the sick person’s coughing has spread
a swirl of Covid-19 to the rest of the world
without discriminating
between gender, ethnicity or religion.

A storm of corona, a storm of infection,
tiny particles like invading parasites
in living cells
induce coughing, fever, difficulty
with breathing,
lead to slow suffocation.

Suspected cases are quarantined, the rest of us
forced into a time-warped community
where we have in common
each being confined to our homes,
unless at high risk
we’re performing essential tasks.

I open a window in the cool spring air
to breathe freely, decide
to go down on the street,
don't say anything about corona,
one child shouts to another,
as I come along the pavement
noticing the sun's pinpricks in my skin,
don't say anything about my mum and dad,
the child shouts desperately,
don't say anything about my great gran!                               

Think of pictures I have seen in recent days
of children building
isolation caves
or making drawings of themselves armed
with gigantic swords
to fight dragon-like
corona monsters.

We are forced into ‘voluntary’ isolation.
but sneak out
on the slightest errand,
with no masks or hand sanitiser available, some
cough in China, others in Copenhagen in the queue
behind me in the supermarket,
we pass one another
like potential ticking time bombs, send
smiles along the half-empty streets
in the spring sunshine or wave to each other,
to stop the wildfire of despair
rushing out into every cell of our body,

already after a few days we have
withdrawal symptoms from
not being allowed to work together, not being transported
in planes, trains and buses, not
cycling side by side, not dropping
children and grandchildren off at institutions, not
saying an affectionate hello,
not hugging or kissing one another.

We miss sitting together in the theatres, in the cinema darkness,
laughing and crying together,
going to concerts, to exhibitions,
to all forms of public events where people
meet people and where it’s possible that
the virus is swirling untraceably in the air.

Time has changed for us all,
we aren’t just ‘on holiday’, many of us,
while for our sake others
labour most of the day and night,
often without the necessary protection.

has been taken from us,
even the homeless no longer have the street
as their home,
in a few days society shuts and locks the door
while more and more funeral parlours
steadily open their doors.

We listen to warnings, wash our hands
at least twenty times a day, take note of
new restrictions, follow
galloping infection curves,
can’t possibly repress the thought of how poor countries
that aren’t equipped
to fight infection
must cope with runaway chains of it,
when even rich countries lack
respirators, PPE and testing gear,
and have not yet developed a proper vaccine.

We wait helplessly for
that swirl of virus and mass deaths
to reach overpopulated refugee camps, ravage
every place on earth where humans
live in fragile proximity,

fear the mental drain
of nightmare visions like these,
the thought that millions across the globe
are going to die,

fear that our own country too is not equal to
the fight against corona,
fear the time when
doctors and nurses in the midst of care
must choose
who is to live,

you or me.

A cloud of coronavirus droplets swirls about
in every corner, triggers
new outbreaks of disease,
every day has its bankruptcies and layoffs,
stocks plunge into red, vital supplies
disappear to be sold
on black markets.

We read, unable to concentrate as before,
immerse ourselves us in endless TV streaming
in chairs far apart,
embark on long audio journeys with podcasts,
move the pieces of puzzles around on our own,
miss the daily exchanges,
people long to sing and dance together,
touch each other, but their skin is only kissed
by April’s rain,
for an indefinite time it’s distance that matters,
except in brothels,
which are open to anyone without symptoms.

We abandon the old and sick in care homes and hospitals,
isolated in their rooms
and without visits,
like citizens of no man's land,
we do our best to care for the quarantined, try
at a distance
to be close to,
open more places in crisis centres
after accelerating domestic violence
or verbal shooting dramas, the divorce
rate climbs while we miss
meeting family, friends,
secret lovers,
feel sad that we must avoid    
affectionate touch.

My survival gene cannot resist an email from a caregiver
with a photograph of my 91 year-old mother’s
handwritten letter to me and my siblings,
she hasn't written for years, in her solitude
she misses all three of us,
looks forward to seeing us again, writes
that she is being taken good care of,

from the two photos of her
I see that what she writes
is true, but am choked with tears
for the first time
since Covid-19 showed up.

You can’t step into the same river twice,
there is nothing that just is, only something
that becomes,
the ‘normal’
will not be the same again,
another normality will exist,

but what?

Coronavirus swirls between us, rises
to a hurricane, knocks
us over at random, though                 
we can’t throw our arms around each other,
comfort each other in cradling warmth.

I think of Carl Frederik Hill's painting ‘The Family’,
the mother rests her healthy hand
on the sick child, the family
is bound together in a chain of touch,
of hands that carry, support, comfort and bless.

Because of the risk of infection only a few relatives
are allowed to say goodbye
to the people dying in the hospitals
and only if they wear
apron, mask and visor,

if the situation worsens, the patients,
as in many other countries,
must die alone,
no last words to each other, no thanks,
no deliverance,

and for doctors and nurses who survive,
perhaps post-traumatic stress
at having to remove respirators
from critical patients
who after intensive care do not get better,
scars on the soul,
depression and trauma as in soldiers after war.

The numbers of relatives at funerals
steadily dwindle,
the numbers of mortuary places for the dead
are quickly used up,
crematoria calculate how many more bodies
can be cremated daily,
only the dimensions of grief cannot be settled.

The words between us are threads of light,
we miss thinking together,
being us,
not only me and me and me again,

we miss eating a meal together,
drinking a glass together, not just virtual toasts,
miss caressing
each other on the cheek with five fingers, touching
side by side with the rush of blood
in our fingertips, being touched
and transformed
to what we really want to be,

we are grown-up children who want children
and other joys,
we have been born,
and after this
hope is also born,
let it stand like a tap root through the day.

Photos show us deserted streets from metropolises around the world,
the sky above the cities is clear, clear
as we have not seen it before,
in a short time the water is filled
with new life,

alone with our heartbeats
each one of us sees the same.

After the pandemic and closing of the country
and much of what is around us
mercilessly torn to pieces,
perhaps we’ll live
attentive in a different way,

reach out,
after months of thinking,
with heart and word,

perhaps we’ll wake up,
when one day Covid-19 drifts away,
with certainty that there are new roads
to walk, our foot is already raised.

Pia Tafdrup


Vi har lært, at et vingeslag
fra en sommerfugl på den ene
side af kloden
kan forårsage storm
på den anden,

vi ved nu desuden, at en virus
har forplantet sig
fra en flagermus til et menneske
på et marked i Wuhan,
hoste fra den syge har spredt
en hvirvel af Covid-19virus til resten af verden
uden at skelne
mellem køn, etnicitet eller religion.

En storm af corona, en storm af smitte,
bittesmå partikler som invaderende snyltere
i levende celler,
fremkalder hoste, feber, besvær
med at ånde,
fører til langsom kvælning.

Mistænkte smittede får karantæne, vi andre
tvinges ind i en tidslommes fællesskab,
hvor vi er sammen om
at være indespærret i hver vores bolig,
med mindre vi med høj risiko
udfører uundværlige opgaver.

Jeg åbner et vindue i den kølige forårsluft
for at ånde frit, beslutter
at gå ned på gaden,
sig ikke noget om corona,
skriger et barn til et andet,
da jeg kommer ned på fortovet
og mærker solens nålestik i huden,
sig ikke noget om min far og mor,
skriger barnet desperat,
sig ikke noget om min oldemor!

Tænker på billeder, jeg disse dage har set
af børn i færd med at bygge
eller lave tegninger af sig selv udstyret
med gigantiske sværd
for at bekæmpe dragelignende

Vi er tvunget i ”frivillig” isolation,
men sniger os
ved mindste ærinde ud,
uden at masker og håndsprit findes, nogen
hoster i Kina, andre i København i køen
bag mig i supermarkedet,
vi passerer hinanden
som potentielt tikkende bomber, sender
på de halvtomme gader smil
i forårssolen eller vinker til hinanden,
for at fortvivlelsens løbeild
ikke skal fare ud i hver en celle af kroppen,

allerede efter få dage har vi
abstinenser af
ikke at måtte arbejde sammen, ikke lade os transportere
i fly, tog og busser, ikke
cykle side om side, ikke aflevere
børn og børnebørn i institutioner, ikke
hilse kærligt,
hverken kramme eller kysse hinanden.  
Vi savner at sidde sammen i teatrene, i biografmørket,
le og græde sammen,
gå til koncerter, på udstillinger,
til alle former for optræden, hvor mennesker
møder mennesker, og hvor det er muligt,
at virus hvirvler usporligt i luften.

Tiden er blevet anderledes for os alle,
vi har ikke bare fået ”fri”, mange af os,
mens andre for vores skyld
arbejder det meste af døgnet,
ofte uden nødvendig beskyttelse.

er taget fra os,
selv hjemløse har ikke længere gaden
som hjem,
på få dage lukker og låser samfundet døren
på ubestemt tid,
mens stadigt nye begravelsesforretninger
slår dørene op.

Vi lytter til advarsler, vasker hænder
mindst tyve gange om dagen, tager nye forbud
til efterretning, følger
galoperende smittekurver,
kan umuligt fortrænge tanken om, hvordan fattige lande,  
der ikke er rustet
til at bekæmpe infektion,
skal modstå løbske kæder af smitte,
når selv rige lande mangler
respiratorer, værn og testudstyr,
og endnu ikke har udviklet en egnet vaccine.

Vi venter i afmagt på,
at hvirvlen af virus og massedød
vil nå overbefolkede flygtningelejre, hærge
alle steder på jorden, hvor mennesker
lever skrøbelig tæt,

vi frygter den mentale dræning
ved mareridtsforestillinger som disse,
tanken om, at millioner kloden over
skal dø,

frygter, at også vores eget land ikke magter
kampen mod corona,
frygter tidspunktet, hvor
læger og sygeplejersker midt i omsorgen
skal vælge
hvem, der skal leve,

du eller jeg.

En dråbesky af coronavirus hvirvler rundt
i hver en afkrog, udløser
nye udbrud af sygdom,
hver dag har sine konkurser og fyringer,
kurser dykker rødt, livsvigtige forsyninger
forsvinder for at blive solgt
på sorte markeder.

Vi læser, uden at kunne koncentrere os som før,
fordyber os i mørket i endeløs tv-streaming
i stole fjernt fra hinanden,
tager på lange lydrejser med podcast,
flytter ene rundt med brikkerne i puslespil,
savner de daglige udvekslinger,
mennesker længes efter at synge og danse sammen,
røre ved hinanden, men huden kysses kun
af aprilmånedens regn,
på uvis tid er det afstand, der gælder,
bortset fra på bordeller,
der holder åbent for alle uden symptomer.

Vi efterlader gamle og syge på plejehjem og hospitaler,
isoleret i egne rum
og uden besøg
som statsborgere i ingenmandsland,
vi plejer efter bedste evne karantæneramte, prøver
på afstand,
at være tæt på,
åbner for flere pladser på krisecentre
efter accelererende vold i hjemmet
eller verbale skuddramaer, tallet
for skilsmisser stiger, mens vi savner
at møde familie, venner,
hemmelige kærester,
sørger over, at vi skal undgå
kærlig berøring.

Mit overlevelsesgen modstår ikke en mail fra en plejer
med et fotografi af min 91-årige mors
håndskrevne brev til mig og mine søskende,
hun har ikke skrevet i årevis, hun savner
i sin ensomhed os alle tre,
glæder sig til, vi skal ses igen, skriver
at der bliver passet godt på hende,

af de to fotos af hende
ser jeg, det er sandt,
hvad hun skriver, men græder ramt
for første gang
siden Covid-19 dukkede op.

Man kan ikke to gange stige ned i den samme flod,
der er intet, der bare er, kun noget,
der bliver til,
bliver ikke den samme igen,
en anden normalitet vil indfinde sig,

men hvilken?

Coronavirus hvirvler mellem os, stiger
til orkan, vælter
den ene og den anden omkuld, uden
at vi må slå armene om hinanden,
trøste hinanden i vuggende varme.

Jeg tænker på Carl Frederik Hills billede, ”Familie”,
moren lægger sin raske hånd
på det syge barn, familien
bindes sammen i en kæde af berøringer,
af hænder, der bærer, støtter, trøster og velsigner.

Af fare for smitte må blot få slægtninge
sige farvel
til de døende på hospitalerne
og kun iført
forklæde, maske og visir,

forværres situationen, må patienterne,
som i mange andre lande,
dø alene,
ingen sidste ord til hinanden, ingen tak,
ingen forløsning,

og for læger og sygeplejersker, som overlever,
måske posttraumatisk stress
over at skulle fjerne respiratorer
fra kritiske patienter,
der efter intensiv pleje ikke bliver bedre,
ar på sjælen,
depression og traumer som hos soldater efter krig.

Antallet af pårørende ved begravelser
snævres stadigt ind,
antallet af kølepladser til de døde
bliver hastigt brugt op,
krematorier udregner, hvor mange flere
der dagligt kan kremeres,
kun sorgens dimensioner kan ikke gøres op.

Ordene mellem os er tråde af lys,
vi savner at tænke sammen,
være vi,
ikke kun jeg og jeg og atter jeg, 

vi savner at spise et måltid sammen,
drikke et glas sammen, ikke bare skåle virtuelt,
savner at stryge
hinanden over kinden med fem fingre, røre
ved hinanden med blodets susen
i fingerspidserne, blive berørt
og forvandles
til den, vi helst vil være,

vi er voksne børn, der skal have børn
og andre glæder,
vi er blevet født,
og herefter er også
håbet født,
lad det stå som en pælerod gennem dagen.

Fotos viser os øde gader fra metropoler verden over,
himlen over byerne er klar, klar,
som vi ikke har set den før,
vandet fyldes på kort tid
af nyt liv,

alene med vores hjerteslag
ser vi hver især det samme.

Efter pandemi og lukning af landet
og meget omkring os
revet nådesløst itu,
lever vi måske
anderledes opmærksomt,

rækker ud,
efter måneders tænkepause,
med hjerte og ord,

vågner vi måske,
når covid-19 en dag driver over,
med vished om, at der er nye veje
at gå, foden er allerede løftet.

© Pia Tafdrup 2020

 translated from Danish by David McDuff
translation © David McDuff 2020

No comments: