Saturday 22 April 2017

Under Cirrus Clouds

UNDER CIRRUS CLOUDS
  
As blood springs out on a forehead,
radiant, red clouds of ice crystal
high above the earth, before the sun goes down,
compact smell of pine needles
is brought on a breeze from the trees further away.

A swarm of insects hangs in the air,
I remember how it was to be kept awake
by a story without fighting sleep, just watch
lips in motion, listen to words from a mouth,
feel the warm breath flow towards me,
keep me hovering in the light of the lamp
like the insects in front of me.

Only after the story did I land in the dark,
which was good,
left to myself
words kept constantly bubbling out.

I’m present, and listen to my breathing in the middle of the path
where I’ve stopped,
as I heard my breathing in the dark as a child
without calling for anyone. My lungs

swelled out when the lamp was switched off,
in those days the stories had no conclusion,
they kept on, incalculably,
there was no goodbye,
no one talked about anything ending.

When one story ended, the next one continued,
there were only beginnings, genesis, openings,
as if the stories needed me
in order to unfold, or I needed them
in order to have life breathed into me, to draw breath,
so my lungs reached the sky, expanded
as now in the breeze under the cirrus clouds.


UNDER FJERSKYER

Som blod springer
frem på en pande,
lyse, røde skyer af iskrystal
højt over jorden, før solen går ned,
kompakt lugt af fyrrenåle
føres med en brise fra træerne længere borte.

En sværm af insekter hænger i luften,
husker, hvordan det var at blive holdt vågen
af en historie uden at kæmpe mod søvnen, bare følge
læber i bevægelse, lytte til ord fra en mund,
mærke den varme ånde strømme mig i møde,
holde mig svævende i lampens lys
som insekterne foran mig.

Først efter historien landede jeg i mørket,
der var godt,
overladt til mig selv
piblede ord uophørligt frem.

Jeg er til stede, lytter til mit åndedrag midt på stien,
hvor jeg er standset,
som jeg hørte min vejrtrækning i mørket som barn
uden at kalde på nogen. Lungerne

spilede sig ud, når lampen blev slukket,
historierne var uden slutning dengang,
de blev ved, uberegneligt,
der var intet farvel,
ingen talte om, at noget ville ende.

Når ét eventyr sluttede, fortsatte det næste,
der var kun begyndelser, tilblivelse, åbninger,
som om historierne behøvede mig
for at folde sig ud, eller jeg behøvede dem
som nu i brisen under fjerskyerne.
så lungerne nåede himlen, videde sig ud
for at få pustet liv i mig, for at trække vejret,
som nu i brisen under fjerskyerne.


Pia Tafdrup - from LUGTEN AF SNE (THE SMELL OF SNOW), 2016

translated from Danish by David McDuff

No comments: